... newer stories
Sonntag, 29. Oktober 2006
En hilsen fra Heidi
fka, 18:50h
Her en hilsen fra Heidi, inden det går løs i Six Flags Marine World... hvor drengene, små og store, ser frem til at få slået knuder på indvoldene i ”Medusa”, ”Vertical Velocity” og andre halsbrækkende rutsjebaner, mens Henny og jeg nyder parkens mere vandrette fornøjelser. Vi er enige om, at vi ikke behøver så meget af det vilde – men dyrene skulle også være værd at se på.
Nu, hvor to trediedele af turen er gået, må jeg sige, at det har været en stor oplevelse og en stor fornøjelse! Bilen måtte gerne have været 10 cm større på hvert led (hvilket ellers ikke var noget problem da vi begyndte på turen??). Måske skal vi bare lade være med at købe så meget knas? Forresten er Henny ret god til at klare sig og forstår en hel del engelsk. Det med at bøje verber er hun ikke så vild med, men der er mange af de faste vendinger, der bruges flittigt, og rigtigt. Godt gået!
Mange ting har været som ventet, men vi er også løbet ind i overraskelser.
I første kategori er der min stadige forundring over, at de fleste mennesker i verdens eneste tilbageværende stormagt stadig ikke har fundet ud af at bruge dyner! Vi må overalt kæmpe med sæt af underlagen, overlagen og tynde acryltæpper, alle strammet ud over sengene og foldet ind under tykke madrasser med militær præcision, og derefter dækket af et enormt sengetæppe. Undertiden foretrækker vi sågar at sove i vores medbragte soveposer, bare for at slippe for at vågne indviklet i metervis af stof.
Så er der vandet fra hanen, der som altid smager af klor... Suk, men det er jo overfladevand, de renser, så der er måske ikke noget at sige til, at det må klores. Vi må købe flaskevand, der er lidt kedeligt, men bedre end det klorede. Kaffen er heller ikke noget, Henny og Flemming råber Hurra for... Neskaffen smager ikke af noget, eller måske lidt kemisk... men den kan da bruges til at spæde den tynde kaffe op, som man kan brygge på de små ”Mr. Coffee”-kaffemaskiner i hotellerne. Men, som Henny siger: "en ka' væn sæ te møj.....". Teen laver mange folk af poser plus det varme vand fra en relativt ny indretning ved køkkenvasken: en lille ”instant hot”-hane med vand, der måske er, tja, 80 grader varmt. Jeg savner mine tepotter og krus!!! Men jeg holder ud og drikker iste, der visse steder er rigtigt brygget, og så helst uden (klorerede) isterninger.
Også i første kategori: de evigt strømmende floder af køretøjer – hvoraf flere end nogensinde virkelig er enorme! Og i de baner, der i de større byer er reserveret til biler med 2 eller flere (og til de få busser og motorcykler på vejene), er der stort set tomt på de tidspunkter, vi kører. Hvor skal alle de mennesker dog hen? Og hvorfor skal så mange tale i håndholdt mobiltelefon, mens de kører? (Hvilket i øvrigt er helt lovligt i mange delstater.)
Desuden er der alle de restauranter og butikker, som jeg stadig ikke fatter kan eksistere, når man ser, hvor få kunder de ofte har. Hvad er det dog de sælger, og hvad gør folk dog af alt det skidt og ragelse, de køber? Jeg er selvfølgelig lidt af en hykler, for det er jo altid dejligt at komme ind i en butik og finde ud af, at de har liiiiige det tyggegummi, vi gerne vil ha’..... men jeg synes stadig, det er skræmmende, at vi mennesker er så styret af behovstilfredsstillelse, at vi vil byde os selv sådan en livsstil.
Så er der den anden kategori: overraskelserne. For det første er naturoplevelserne virkelig helt utrolige herude vestpå! Med de oplevelser vi fire ”unge” har fra det østlige USA, troede jeg, at vi var nogenlunde forberedt ... men nu forstår jeg, hvorfor min kusine fra Californien altid smilede ad vores ”bjerge” i Pennsylvania. Herude er der altså virkelig STORT, og når man siger, at der er langt til næste benzinstation, kan det sagtens være 100 km, så det er med at tænke sig om. F.eks. kan man fint finde en byprik på det store USA-kort og tænke ”Der spiser vi frokost!” Lad os sige, man vælger Harmony på landevej 1 helt ude ved vestkysten. Så kommer man til byskiltet, der forkynder, at byen har 12 indbyggere ... og så står frokosten på Doritos og Granola Bars igen.
Jeg var også positivt overrasket over Solvang, som altså ikke er nogen plastik-forlystelsespark, men faktisk en velordnet og helt fungerende by, omend med mange turistprægede butikker. Der synes ikke at være mange, der taler dansk længere, men kan man fortænke dem i det, når de ikke har ret mange andre at gøre det med?
Faktisk er jeg også positivt overrasket over, at drengene slås så lidt. Det er klart, at de har en masse energi, de skal af med, og det får de så lov til på rastpladser, i hotellernes pools og hvor det ellers er muligt. Men livsstilen med at sidde i bil er ikke sund. De unge mænd brokker sig også over at skulle lave deres rejsebøger ... og sikke hårdt for dem, men der er ingen vej udenom. Det kan ikke være ren og skær fornøjelse altsammen (eller hvad??)
Nå, jeg må slutte her, for vi skal snart afsted til Six Flags.
Hyg jer allesammen, og hils lille, dejlige Danmark fra os 5!
Nu, hvor to trediedele af turen er gået, må jeg sige, at det har været en stor oplevelse og en stor fornøjelse! Bilen måtte gerne have været 10 cm større på hvert led (hvilket ellers ikke var noget problem da vi begyndte på turen??). Måske skal vi bare lade være med at købe så meget knas? Forresten er Henny ret god til at klare sig og forstår en hel del engelsk. Det med at bøje verber er hun ikke så vild med, men der er mange af de faste vendinger, der bruges flittigt, og rigtigt. Godt gået!
Mange ting har været som ventet, men vi er også løbet ind i overraskelser.
I første kategori er der min stadige forundring over, at de fleste mennesker i verdens eneste tilbageværende stormagt stadig ikke har fundet ud af at bruge dyner! Vi må overalt kæmpe med sæt af underlagen, overlagen og tynde acryltæpper, alle strammet ud over sengene og foldet ind under tykke madrasser med militær præcision, og derefter dækket af et enormt sengetæppe. Undertiden foretrækker vi sågar at sove i vores medbragte soveposer, bare for at slippe for at vågne indviklet i metervis af stof.
Så er der vandet fra hanen, der som altid smager af klor... Suk, men det er jo overfladevand, de renser, så der er måske ikke noget at sige til, at det må klores. Vi må købe flaskevand, der er lidt kedeligt, men bedre end det klorede. Kaffen er heller ikke noget, Henny og Flemming råber Hurra for... Neskaffen smager ikke af noget, eller måske lidt kemisk... men den kan da bruges til at spæde den tynde kaffe op, som man kan brygge på de små ”Mr. Coffee”-kaffemaskiner i hotellerne. Men, som Henny siger: "en ka' væn sæ te møj.....". Teen laver mange folk af poser plus det varme vand fra en relativt ny indretning ved køkkenvasken: en lille ”instant hot”-hane med vand, der måske er, tja, 80 grader varmt. Jeg savner mine tepotter og krus!!! Men jeg holder ud og drikker iste, der visse steder er rigtigt brygget, og så helst uden (klorerede) isterninger.
Også i første kategori: de evigt strømmende floder af køretøjer – hvoraf flere end nogensinde virkelig er enorme! Og i de baner, der i de større byer er reserveret til biler med 2 eller flere (og til de få busser og motorcykler på vejene), er der stort set tomt på de tidspunkter, vi kører. Hvor skal alle de mennesker dog hen? Og hvorfor skal så mange tale i håndholdt mobiltelefon, mens de kører? (Hvilket i øvrigt er helt lovligt i mange delstater.)
Desuden er der alle de restauranter og butikker, som jeg stadig ikke fatter kan eksistere, når man ser, hvor få kunder de ofte har. Hvad er det dog de sælger, og hvad gør folk dog af alt det skidt og ragelse, de køber? Jeg er selvfølgelig lidt af en hykler, for det er jo altid dejligt at komme ind i en butik og finde ud af, at de har liiiiige det tyggegummi, vi gerne vil ha’..... men jeg synes stadig, det er skræmmende, at vi mennesker er så styret af behovstilfredsstillelse, at vi vil byde os selv sådan en livsstil.
Så er der den anden kategori: overraskelserne. For det første er naturoplevelserne virkelig helt utrolige herude vestpå! Med de oplevelser vi fire ”unge” har fra det østlige USA, troede jeg, at vi var nogenlunde forberedt ... men nu forstår jeg, hvorfor min kusine fra Californien altid smilede ad vores ”bjerge” i Pennsylvania. Herude er der altså virkelig STORT, og når man siger, at der er langt til næste benzinstation, kan det sagtens være 100 km, så det er med at tænke sig om. F.eks. kan man fint finde en byprik på det store USA-kort og tænke ”Der spiser vi frokost!” Lad os sige, man vælger Harmony på landevej 1 helt ude ved vestkysten. Så kommer man til byskiltet, der forkynder, at byen har 12 indbyggere ... og så står frokosten på Doritos og Granola Bars igen.
Jeg var også positivt overrasket over Solvang, som altså ikke er nogen plastik-forlystelsespark, men faktisk en velordnet og helt fungerende by, omend med mange turistprægede butikker. Der synes ikke at være mange, der taler dansk længere, men kan man fortænke dem i det, når de ikke har ret mange andre at gøre det med?
Faktisk er jeg også positivt overrasket over, at drengene slås så lidt. Det er klart, at de har en masse energi, de skal af med, og det får de så lov til på rastpladser, i hotellernes pools og hvor det ellers er muligt. Men livsstilen med at sidde i bil er ikke sund. De unge mænd brokker sig også over at skulle lave deres rejsebøger ... og sikke hårdt for dem, men der er ingen vej udenom. Det kan ikke være ren og skær fornøjelse altsammen (eller hvad??)
Nå, jeg må slutte her, for vi skal snart afsted til Six Flags.
Hyg jer allesammen, og hils lille, dejlige Danmark fra os 5!
... link (0 Kommentare) ... comment
Fra Hearst Castle (San Simeon) til San Francisco
fka, 07:03h
I dag - lørdag den 28. oktober - efter en god nats søvn i Silver Surf Motel i den lille kystby San Simeon tæt på Hearst Castle - drog vi atter nordpå, ud på den strækning, der kaldes Big Sur. Det siges at være en af USAs flotteste kyststrækninger med en smal, snoet bjergvej langs vandet med lange stræk helt uden bebyggelser.
Dog gjorde vi første stop allerede ved stranden neden for Hearst Castle, hvor en stor koloni af elefantsæler holder til. Det var fantastisk at se de flotte dyr i den frie natur, mens de lå og nød solen på stranden.
Turen op langs Big Sur var en flot naturoplevelse, som dog stillede store krav til chaufføren. Vi holdt derfor en del steder, så jeg også kunne nyde udsigten. På et af stoppestederne var der dog andet godt for øjnene end bare naturen - ikke mindst for drengene (alle 3!): en Pontiac Fiero klub var på tur, og Thorbjørn og Gregers var ellevilde, da de fik lov at sidde i en. Jeg nød nok mest synet af den Ferrari Testarossa, der havde sneget sig med :-)
Efter Big Sur-strækningen kom vi til den lille, hyggelige by, som Clint Estwood tidligere har været borgmester i: Carmel, som har den meste fantastiske badestrand. Det nød drengene til fulde og vi andre nød synet af de flotte stillehavsbølger. De er meget forskellige fra Vesterhavets, og lyden er meget voldsom, selvom det var ret stille vejr.
Videre gik turen mod San Francisco med stop i en lille lund, der er berømt for sine mange Monarch-sommerfugle (Pacific Grove på nordvestspidsen af Monterey-halvøen). På vejen derud kom vi i øvrigt igennem Monterey, hvor mange af John Steinbecks bøger foregår.
Endelig: ankomst til San Francisco, hvor vi oplevede Golden Gate i den smukkeste solnedgang. Derefter videre til Vallejo, lidt nord for S.F., meget tæt på Six Flags Marine World, hvor drengene endeligt skal få deres hede rutschebanedrømme opfyldt. Så selve S.F. gemmer vi til mandag.
F.
PS: husk at stille urene en time tilbage.
Elefantsæler på stranden neden for Hearst Castle
Kysten ved Big Sur
Pontiac Fiero med Thorbjørn ved Big Sur
Badetur ved Carmel Beach
Gregers med tangplante ved Carmel Beach (tangen er også større i USA ligesom alt andet)
San Francisco Skyline
Mor ved Golden Gate
Dog gjorde vi første stop allerede ved stranden neden for Hearst Castle, hvor en stor koloni af elefantsæler holder til. Det var fantastisk at se de flotte dyr i den frie natur, mens de lå og nød solen på stranden.
Turen op langs Big Sur var en flot naturoplevelse, som dog stillede store krav til chaufføren. Vi holdt derfor en del steder, så jeg også kunne nyde udsigten. På et af stoppestederne var der dog andet godt for øjnene end bare naturen - ikke mindst for drengene (alle 3!): en Pontiac Fiero klub var på tur, og Thorbjørn og Gregers var ellevilde, da de fik lov at sidde i en. Jeg nød nok mest synet af den Ferrari Testarossa, der havde sneget sig med :-)
Efter Big Sur-strækningen kom vi til den lille, hyggelige by, som Clint Estwood tidligere har været borgmester i: Carmel, som har den meste fantastiske badestrand. Det nød drengene til fulde og vi andre nød synet af de flotte stillehavsbølger. De er meget forskellige fra Vesterhavets, og lyden er meget voldsom, selvom det var ret stille vejr.
Videre gik turen mod San Francisco med stop i en lille lund, der er berømt for sine mange Monarch-sommerfugle (Pacific Grove på nordvestspidsen af Monterey-halvøen). På vejen derud kom vi i øvrigt igennem Monterey, hvor mange af John Steinbecks bøger foregår.
Endelig: ankomst til San Francisco, hvor vi oplevede Golden Gate i den smukkeste solnedgang. Derefter videre til Vallejo, lidt nord for S.F., meget tæt på Six Flags Marine World, hvor drengene endeligt skal få deres hede rutschebanedrømme opfyldt. Så selve S.F. gemmer vi til mandag.
F.
PS: husk at stille urene en time tilbage.
Elefantsæler på stranden neden for Hearst Castle
Kysten ved Big Sur
Pontiac Fiero med Thorbjørn ved Big Sur
Badetur ved Carmel Beach
Gregers med tangplante ved Carmel Beach (tangen er også større i USA ligesom alt andet)
San Francisco Skyline
Mor ved Golden Gate
... link (0 Kommentare) ... comment
... older stories
