Donnerstag, 9. November 2006
Well, that's it then.... (Søndag den 5.11.2006)
...sidste dag, men ikke som man kunne forvente bare en pakke- og rejsefeberdag.

David og Marla havde bedt os være klar kl. 9.30, så efter en hurtig pakning, gik turen ned til Tacoma Yacht Club, hvor vi var inviteret til superlækker brunch. Det eneste trælse ved det var, at der var så mange lækkerier, at man slet ikke kunne nå igennem dem alle. Til gengæld lærte jeg en ny drink at kende, en Mimosa, som er en blanding af champagne og appelsin-juice. En rigtig brunchdrik, lod jeg mig fortælle.

Efter de kulinariske nydelser gik turen ud på Puget Sound på David og Marlas "lille" lystbåd, en luxusyacht på 48 fod (ca. 15 meter). For de teknisk interesserede var det måske interessant at vide, at båden har to 370 hestes-dieselmotorer!

Båden har både sofahjørne, hvide lædermøbler, soveværelse, brusebad, køkken og børne/gæsteværelse. Tjah, man kunne såmænd sagtens bo på sådan en.

Alle vi drenge fik lov at stå ved roret, og Thorbjørn fik ligefrem lov til at styre skibet sikkert ind i bådhuset igen. Imponerende, at han (og David) turde, idet der var meget lidt plads til siderne.

Efter denne vidunderlige slutning på vores tur nåede vi lige omkring en boghandel og en Subway en sidste gang, så både maver og kufferter blev helt fyldte, inden vi kørte til Seattle-Tacoma Airport.

Tak til alle for en fantastisk tur. Tak til alle jer, der gad følge med i bloggen. Det er lidt sjovere at skrive på den, når man ved, at den bliver læst. Og tak for de kommentarer, der kom.

I skrivende stund har vi været hjemme et par dage, og vi kæmper alle med jetlaggen i mere eller mindre grad. Men det er nu alligevel godt at være hjemme.

Til sidst en stor tak til Birger, Elin og børn, som kørte hele vejen til Århus for at modtage os med en lækker gang lasagne, ild i brændeovnen og masser af hjemlig hygge.

This is me signing off. Over and out.

F.


David og Marlas hus, som han i øvrigt selv har bygget


The Speculator


Captain Thunder


Captain Gregman


Mor i en velkendt rolle: ved roret ;-)


Sightseeing fra sofahjørnet - Heidi og Marla

... comment